Gabriels dagbog.

Jeg hedder Hollow. Eller, mit navn er faktisk Gabriel. Gabriel Keshet. Mine dage går ganske alene og meget, meget langsomt. Hver eneste dag er ved at kvæle mig.
Jeg er ganske ung, men mange ynder at påstå, jeg virker ældre end hvad jeg egentlig er. Udadtil virker jeg sorgløs og følelsesforladt, men så længe jeg selv kender sandheden, kan det være ligemeget. Min fader døde, da jeg var ganske lille, og min mor døde med ham - i hvert fald i mine øjne. Hendes hjerte og sjæl døde så at sige med ham. Hvis man kender mig, kender man også mine stærke følelser på det punkt, man ved også hvorfor jeg har mine.. Træk, grundet dét. Jeg går for det meste for mig selv, men det er ikke fordi jeg er asocial. Jeg har blot lært, at det er lettere, at håndterer tingene på egen hånd. Min hårdhed er desværre en af mine facader. Jeg har et hjerte, til at være stærk, ikke sandt?
Jeg blev mere og mere upopulær efter min fader døde, blandt de andre børn. Jeg havde ingen venner og fik det aldrig siden. Sommetider tænker jeg da over, hvad der skal ske med mig, men jeg slår ligeså ofte den tanke væk. Min tro på en god verden, døde med mine forældre. Jeg bekymrer mig ikke om dagen i morgen eller den forrige, jeg lever blot. Jeg tænker ikke længere over, hvad andre tænker om mig og jeg nægter mange gange at lade andre komme ind på livet af mig. Derfor, fik jeg tilnavnet Hollow, af de andre i landsbyen. Jeg blev sendt fra den ene kvinde til den anden, der skulle tage sig af mig, men hele tiden følte jeg mig som et ulækkert stykke kød som alle ville smide ud, derfor kunne jeg aldrig tilpasse mig. Jeg var en rod i skolen, voldelig og aggressiv på gaden, og det største problembarn blandt de plejemødre jeg boede hos. Det er mystisk, hvordan perfekt familie kan blive til at katastrofe på bare fem minutter. Når jeg tænker på min fader, får jeg ofte et flashback, hans død var i den grad et tab for den menneskelige race.

- Gabriel.