Endelig fremme

Green smed sine ting på den seng han nedenunder i receptionen havde fået af vide var hans.
Han smilte stille.
Dette var så hans nye hjem i de kommende år.
Han ville sikkert få venner og muligvis fjender.
Han måtte bare sørge for at beskytte sin ære.

udenfor vinduet, oppe under tagskæget landede en flagermus. den hang dinglende med hovedet nedaf og pudsede sin lille bløde næse med sine kløer. den krabbede sig hen så den kunne kigge ind gennem det åbne vindue, og dens små sorte perleøjne gled over rummet. det var næsten identisk med pigernes sovesal.
det gik med et sæt op for hende at det var drengenes. hun greb fat i overkanten af vindueskarmen og kiggede rundt med hovedet ned af. hun så næsten ingenting. lyset var alt for skarpt, men hendes lydbillede viste hende at der stod en dreng lidt derfra, men det så ikke ud som om han havde set den lille flagermus i vinduet.

((Du er der stadig ikke?))
Green kiggede rundt i rummet.
Han sukkede og satte sig på sengen.
Det her var så hans nye hjem, det skulle nok blive fint.
Han kiggede rundt i rummet endnu en gang og så nu flagermusen i vinduet.
En flagermus, på denne her tid af dagen??
Det måtte næsten være et forvandlingsdyr.
Green rejste sig og gik over og åbnede vinduet.
"Kom ind" sagde han.

"Må jeg godt?"
spurgte hun i et lydnivau han ikke havde en chance for at høre. hun flaksede ind og landede kluntet på gulvet. hun havde det ikke godt med plane flader. hun transferede sig om og smilede forsigtigt.

En pige?
Han betragtede hende med et skævt smil.
"Du er.." sagde han med et lille smil "en pige, i drengenes sovesal, det tror jeg er forbudt".
Han kunne ikke lade hver med at smile ad det "hvad lavder du her?" spurgte han "din fyr er vist ikke hjemme".

"Min fyr!"
fnøs hun, halvt latter og halvt vrede.
"jeg flygter fra hende der den høje lærer..."
hun så rundt med høflig interesse.
"er du ny? det er jeg... jeg kender ikke nogen fyre"

Green nikkede "nu gør du" sagde han med et smil "Green Leak".
Han rakte hende hånden.
Flygter fra en lære?
Hehe, nåja hvis det gjorde hende glad.
Han kunne ikke lade hver med at smile ved tanken.

hun tog hans hånd og trykkede den varmt.
"Ninia Aniza... rart at møde dig..."
hun studerede igen hans ansigt, halvvejs med lydbølger, så hun fik et fint 3Dbillede af ham.
"Hvor kommer du fra?"

"Landet" svarede han kort for hovede "jeg ankom idag".
Han slap hendes hånd og lod sig dumpe ned på sin seng.
"Dig?" sagde han så og gned sig søvning i øjnene.

"halv anden time siden."
hun satte sig i den anden ende af sengen med et hurtigt sideblik over skulderen.

"Jamen så har du jo været her længst" han smilte " så kan du vel vise mig rundt".
Han betragtede hende.
Hun var ganske pæn.
Hmm.

"Jeg har kun set lidt... men hvor ligger drenegens sovesal i forhold til pigernes?"
hun blev stående lidt rastløst og kiggede sig igen nervøst over skulderen, klar til at transferere sig tilbage i sin dyreform.
"Jeg kommer i øvrigt også fra landet..."

Han sendte hende et skævt smil "hvad ved jeg" sagde han "kommer du ikke fra pigernes sovesal?".
Han pegede over mod det hus Nina var kommet fra "ligger den ikke der?" sagde han "øst for".

"jo... det tror jeg nok..."
hun brugte ikke verdenshjørnerne, men hun regnede med at vide hvad han talte om. Øst var solens retning.
hun smilede lidt bredere.
"Hvad sker der hvis nogen ser mig her?"

Han trak på skuldrene "udsmidning fra skolen til os begge to gætter jeg på" sagde han venligt med et lille smil.
Han betragtede hende og gabte lydløst "men ejg tager chancen" sagde han så med et smil.

"hmm... det har du vel råd til?"
hun satte sig på sengekanten og smilede til ham.
"Træt?"
spurgte hun. hun havde sovet trygt hele vejen, hængende på hovedet i loftet af postvognen-

"Jeg red selv" sagde han søvning "uafbrudt i 24 timer, ja jeg er træt" han kunne ikke holde et smil tilbage.
Hvorfor smilte han hele tiden?
Det lå ikke til hans natur, var det trætheden elelr noget andet?
Det irriterede ham men han kunne ikke rigtig være sur, muligvis også en effekt af hans træthed eller..han stoppede sine egne tanker per kommando.

"Wow! jeg kan ikke engang holde mig i sadlen i to timer..."
hun lukkede øjnene og trak benene op under sig.
der var vist ingen fare på færde lige nu, men det var smartest at blive ved med at lytte efter fremmede ved døren.

Han lagde siggodt til rette og smilte.
Han lukkede sine øjne men så hende stadig.
*Lige hvad jeg trængte til* tænke han ironisk og åbnede øjnene igen.
Hvorfor hende, hvad var der specielt ved hende.
Ja hun var smuk men ellers..ganske normal..eller hvad?

hun begyndte at nynne en kendt balade, men hun kunne ikke synge, det vidste hun alt for godt, så hun holdt den ordløs.
hun smilede da hun opdagede at han havde åbnet øjnene.
hun var nok den eneste der slet ikke behøvede øjne for at se.

Han sukkede og tog sig til hovedet.
Prøvede at overbevise sig selv om at hun bare var ligesom de andre, dog uden held.
*Hvorfor skal det være så besværligt?* tænkte han *højest et kvarter, hvad sker der???*

"Har du ondt i hovedet?"
spurgte hun overrasket og slog øjnene op.
hun spurgte sig selv om der var noget galt, forsøgte at formulere en sætning.
"Hvadehh..."
*forkert start*
"ehmm.. er der noget i vejen?"

"Det går nok" sagde Green og ønskede hun ikke ville spørge mere ind til emnet "jeg har det abre lidt..underligt".
Han smilte skævt.
Det var bare genialt, hvad var det der skete for ham.
Han havde altid været den lidt kolde, rå type, det var han ihvertfald ikke nu.

*Lidt underligt?*
hun følte sig dum, en følelse hun ikke plejede at kende særlig meget til.
"Skal jeg bare lade dig være alene...?"
spurgte hun, og brugte for første gang sin 'maske', det lidt ligegyldige ansigtsudtryk hun ellers altid brugte når hun var usikker. hendes ansigt blev udtryksløst og roligt, hendes øjne flakkede ikke, fastholdes bare på en eller anden fjern plet, som om hun tænkte på noget andet.

"Nej, nej" sagde Green meget hurtigt men rystede så på hvoedet "jeg mener, det behøver du ikke".
Han rødmede lidt men lagde sig ned igen og rødmen forsvandt.
"Hvorfor er du her så?" spurgte han så efter ldit tid i et forsøg på at skifte emne.