Endelig aftensmad

Green satte sig på en bænk i den store have og lagde dne bakke med mad han havde fået af kokken på bordet.
Han begyndte at smile og tænkte på Nina.
Han kiggede over mod bænken de havde siddet på.
Den lå et stykke væk, og den avr tom.
Han trak på skuldrene og lod tankerne kredse.

Chris stod med sin bakke i hånden. Han så et bord hvor der kun sad en dreng. Han gik derover og spurgte venligt:
"Må jeg sidde her?"

Green der sad i sine egne tanker opdaged eham ikke med det samme.
Det gav et sæt i ham da han så drengen "Øh..ja selvfølgelig" sagde han så venligt.
Han pustede ud, han plejede da ikke at dagdrømme?
Hvad var der ved at ske med ham?
Han vidste det ikke men det skræmte ham lidt.

"Tak. Jeg er ny her" sagde han forklarende.
Han studerede den anden dreng nøje, men kunne ikke vurdere hvad han skulle tænke om ham.

"Også mig" sagde Green forstående "jeg ankom idag".
Han smilte venligt.
Derefter kiggede han ned i bordet og tænkte.

"Hvornår på dagen?" Han var stolt over at han turde fører denne samtale, han plejede at holde sig fra fremmede mennesker.
"Jeg kom klokken 15.00, men jeg har holdt mig væk fra alle".

Sari kom stille gående med en bakke. Hun ledte efter et sted at sidde, og fandt et bord hvor der sad to drenge.
"Hej," sagde hun "må jeg sidde her?"

"Ehhmm..." Chris bed sig i underlæben, han følte sig meget alene, men han ville ikke være uforskammet, så han sagde: "Du kan bare sætte dig"

"Tak," sagde hun og satte sig. Hun placerede bakken foran sig og kiggede indgående på de to drenge.
"Jeg hedder Sarika," præsenterede hun sig selv "men hvis i vil, kan i kalde mig Sari."

"Hej Sarika" han ville være meget længe om at kalde folk kælenavne, "jeg hedder Chris".
Han betragtede hende, men vendte så blikket væk.

Sari smilede til ham.
"Hvornår er I kommet?" spurgte hun, og spiste noget af sin ris mens hun betragtede spisesalen.

"Idag, lidt over middag" han havde besluttet sig for at han ville stole på dem, men han ville stadigvæk være på vagt.

Sari lagde hovedet på skrå og smilede.
"Så hvorfor er du her?"
Hun følte at han var på vagt, men prøvede bare at opføre sig som hun normalt ville gøre.

"Min mor har altid ment at jeg ville blive til noget. Hun har sparet op længe så jeg kan komme ind her, og nu er jeg her" han ville ikke sige mere end hun spurgte om, han ville helst have det som en hemlighed, "Hvad med dig?"

"Jeg fandt ud af at jeg kan forvandle mig," sagde hun ligeud, roligt, stadig smilende. Hun spiste lidt mere. "Munkene fra mit kloster mente at det her var det rigtige sted at søge hen"

"Det er det vel også" sagde han med et smil.
"Hvilken årgang går du på?"

Sarika tænkte sig lidt om.
"Det må vidst være tredje," sagde hun. "Jeg er i hvert fald 15 år gammel. Men jeg er først lige kommet."
Hun smilede.
"Hvad med dig?"

"Tjaa... Jeg er fjorten, men først lige kommet" sagde han med et smil, han begyndte at slappe mere af.
"Hvad er din holdning til skolen?"

"Jeg synes det er godt at folk som os kan komme til et sted for at lære om vores evner," sagde hun. Efter lidt tænketid tilføjede hun også: "men måske burde vi fokusere mindre på vold."
Hun smilede hele tiden roligt til ham.

"Måske har du ret, jeg ved det ikke" han tøvede lidt, "jeg synes det er helt fint at kæmpe, det skal man jo også lære".

Sarika trak på skuldrene, en gestus der sagde "det kan være du har ret".
Hun fordybede sig igen i sin mad.
"Hvilket dyr kan du forvandle dig til?" spurgte hun så og kiggede nysgerrigt op på Chris.

"En kat, en sort hankat" han stirrede ud i luften, efter lidt tid spurgte han:
"Dig?"

Det gibbede næsten umærkeligt i hende da Chris nævnte ordet "kat", men mærkede sig ellers ikke med det.
"En isfugl," svarede hun.

"En isfugl? Hvor store er de?" Chris vidste godtnok en del, men isfugle var ikke hans stærke side, den eneste fugl han vidste meget om var svanen.

Hun holdt sin hånd op.
"Lidt mindre end min hånd," sagde hun. "Vil du se?"